Om det store i det små – og en hilsen til Oscar Wilde

“Be yourself. Everyone else is already taken.” (Oscar Wilde).

Jeg ved ikke ret meget om Oscar Wilde, men det er et fantastisk citat, og jeg kan lide hans leg med ord og flertydighed.

Han skulle også have sagt, at “vi ser for meget på naturen, og lever for lidt i den”.

Jeg har fået nyt arbejde. En af gevinsterne er, at jeg bare skal gå 2 minutter væk fra min kontorstol, så møder jeg dette syn…

Blangstedgaard 1

Da jeg var teenager kørte jeg tit afsted på min cykel for at lægge mig i græsset på en høj i nærheden af, hvor jeg boede dengang. Højen er et gammelt voldanlæg fra vikingetiden. Det ligger højt placeret med udsigt over fjorden, og jeg elskede at ligge der i græsset – væk i nuet men midt i historien – og mærke verden glide forbi omkring mig. Som vandet i bækken. Jeg har altid holdt af følelsen af at være ubetydelig i den store sammenhæng. Jeg har altid følt det befriende, at alt fortsætter omkring mig – hvadend jeg gør eller ikke gør.

Nu er jeg ikke teenager længere, men den anden dag gik jeg væk fra mit skrivebord et øjeblik og fandt det høje græs og vandet, der blev ved med at strømme under broen, jeg stod på – og så kom den store følelse af at være dejligt ubetydelig i det store hele igen.

Det er lige mig.

 

Blomsterbarn

Da min morfar og bedstemor begge skulle begraves med en uges mellemrum i juli for 2 år siden gik det op for mig, hvor mange af mine planter i haven jeg har udvalgt og plantet med min barndom og mine bedsteforældre i tankerne. Eller åbenbart ikke i tankerne – for det har ikke været bevidst. Jeg har fyldt bedene i min have med stemninger, gode fornemmelser og følelsen af noget, der er trygt og rigtigt.

IMG_1976

Jeg elsker, at mine tagetes i haven spirer af frø som jeg, og før mig min bedstemor, har høstet og gemt hvert efterår, lige siden hun i sin tid tog en håndfuld tagetesfrø med fra forældrenes have i Silkeborg, for at så dem i sin have, da hun selv blev gift og fik hus med min bedstefar.

Tagetes. Klar til udplantning. Denne har min mormor priklet for mig - og den står snorlige i potten.

Tagetes. Klar til udplantning. Denne har min mormor priklet for mig – og den står snorlige i potten.

De flyttede lidt omkring men endte til sidst på Vandværksvej ved Brejning Strand ud til Vejle Fjord. Bedstefar døde i 1995, men min bedstemor, Ditte, havde jeg indtil for to år siden. Da hun døde fik jeg lov til at tage forskellige stauder med fra hendes have, og det er den bedste arv jeg kunne få.

Mit gule staudebed for et par uger siden. Nu er de gule, duftende roser netop sprunget ud, lupinerne står med deres smukke spir og dagliljerne knejser.

Mit gule staudebed for et par uger siden. Nu er de gule, duftende roser netop sprunget ud, lupinerne står med deres smukke spir og dagliljerne knejser.

Få kilometer fra min fars barndomshjem ved Brejning Strand voksede min mor op på min morfar og mormors lille gartneri i Elbæk uden for Børkop. De startede gartneriet fra bunden. Først nogle få mistbænke, og vandet måtte de slæbe til fra nabogården i store trug på en vogn, som de to sammen skubbede og trak. Siden byggede de selv drivhusene. Jeg husker stadig duften af det kit min morfar brugte til at tætne med ved træsprosserne.

Og der er så meget mere jeg husker, når jeg rammes af duftene i min have. Jeg brugte mange timer hos min morfar og mormor gennem min barndom. Vi boede få minutter på cykel derfra, og det var altid der mine søstre og jeg blev passet, når vi var syge. Jeg brød mig ikke om fritidshjemmet, så da jeg havde været der en uge, fik jeg lov til at cykle op til Elbæk og i stedet være sammen med morfar og mormor. De gik og arbejdede, så jeg hjalp til. Jeg fyldte muld i potterne, trykkede dem til, priklede tagetes, lobellia og flittiglise, vandede de lange borde og kørte med på GASA, salgforeningen i Kolding.

Drivhuset

Prikleklare zinnia (frøkenhat)

Prikleklare zinnia (frøkenhat)

Om vinteren bandt vi kranse og lavede mospuder. Morfar lærte mig at rive et stykke ståltråd over med hænderne – og jeg var så stolt, da det lykkedes at gøre det (næsten) som ham. Jeg husker duften af det fugtige, blågrå mos og den metalliske lugt af ståltråden. Og jeg husker varmen på bagsiden af bukserne, når gasovnen stod lige bag os i det vinterkolde drivhus.

Da min morfar døde for to somre siden var det som om min barndom i gartneriet i Elbæk endegyldigt blev fortid. Men jeg mærker både ham og min bedstemor, når jeg går rundt i min have og træder ind i mit drivhus, hvor den fugtige jord og tomatplanterne dufter af dagene dengang.

Hyld - Black Lace

Hyld – Black Lace

Skoven

McCall 6470 – Mit første vintage-mønster

Min forårsgrønne, småblomstrede McCall 6470, som jeg også har skrevet om her og her, er færdig, og her får I som lovet lidt billeder af kjolen.

McCall 6470 - på ferie i skønne København

McCall 6470 – på ferie i skønne København

 

McCall 6470 - bagfra

Det er dejligt at sy i bomuldsstof, og der er så mange fine mønstre, farver og kvaliteter – men som det ses på billederne, stiller det virkelig også krav til en god underkjole i de måneder, hvor man ikke har lyst til at gå med bare ben. På billederne har jeg en separat underkjole på, og det kan næsten ses, hvortil på benene den går. Den er nemlig for kort til kjolens skørt, så nedenfor sætter skørtet sig “fast” i strømpebukserne.

McCall 6470

Billedet ovenfor er ikke så skarpt, men I kan se skørtets længde og læg uden vind. Jeg er ret tilfreds med længden på skørtet. Det klæder IKKE mine korte, kraftige ben med kjoler, der stopper over knæene, så det er fantastisk at få mulighed for selv at bestemme længden!

Det klæder mig heller ikke at pose – RIMELIGT grænseoverskridende – så jeg håber, I værdsætter billederne af bloggeren herself!

Jeg synes, det er ganske forfærdeligt at blive fotograferet i det offentlige rum – og det hjalp så heller ikke på det, at min søster foreslog Nørrebroparken en lørdag i solskin!!

Jeg frygter virkelig, at jeg er røget med på en skater-video, jeg til min skræk opdagede var under optagelse lige ved siden af. Åh gru!! Giv mig lige et tip, hvis I finder en you-tube video med en grøn wanna-be model og en smuk fotograf i baggrunden!!

 

Men KA-CHOW! Det er skønt at være nået i mål med projektet.

McCall 6470

 

Som jeg har skrevet om tidligere, var det tanken, at jeg ville sy mønsteret op i en billig metervare, for at afprøve mønsteret og de tilretninger, jeg ville forsøge mig med. Jeg kan sagtens bruge kjolen i denne grønne prøveversion, men jeg kan se, at jeg har fået lagt den et par centimeter for meget ud i livet. Jeg lagde den faktisk hele 7 cm ud i taljen. Man anbefaler vist, at man holder sig til maks 5 cm for ikke at ændre for meget på designet, og jeg synes også, at kjolen er blevet lidt for poset i udtrykket. Især selvfølgelig når jeg ikke har bælte på. Derudover gik det nu helt fint med den simple tilretning, det trods alt er, at lægge taljen ud.

One goal reached!!

Jeg overvejer også at gøre halsudskæringen en anelse dybere. Jeg har måttet forlænge slidsen i nakken 1,5 cm for at kunne få den over hovedet.

 

McCall 6470

 

Desuden mangler jeg stadig et par detaljer før kjolen er helt færdig. Som I kan se på billederne, hvor kjolen ses bagfra har jeg endnu tilgode at lave en lille trense til at fæstne om en knap i nakken. Jeg har to gamle knapper fra min farmors syskrin, som godt kunne passe. Jeg skal bare lige vælge hvilken…

Jeg mangler også at sy et spænde i det matchende bælte, men egentligt synes jeg næsten bedre om det brune læderbælte, jeg har på på billederne, så det kan godt vente lidt, til jeg finder det rigtige spænde.

Det sjoveste ved kjolen har næsten været at sy de ting, der skulle syes i hånden.

 

McCall 6470

 

Kjolen lukkes med hægter i siden. Så dem skulle jeg jo have syet i. Jeg startede sådan her…

 

McCall 6470

Hulter til bulter – bare rundt og rundt og op og ned – som på hægten til højre. Så kom jeg til at snakke om trense-sting med min mor. Hun lærte dem i håndarbejdstimerne, da hun gik i 4.klasse, og tak for det! For de næste hægter kom i stedet til at se sådan ud…

 

McCall 6470

Og det er jo både meget pænere og også meget mere stabilt. Det er fantastisk at opdage, at der selvfølgelig er en grund til, at der er forskellige stingstyper til forskellige formål – og disse er altså gode til at sy hægter i, så de ikke river stoffet i stykker i brug.

På billedet med de skæve sting kan I også se, at jeg har syet folden fast med pickstitch-sting (aner ikke hvad de hedder på dansk!). De er tydelige på bagsiden, men ses næsten ikke fra forsiden.

 

Her ses åbningen fra forsiden. De små sting er næsten ikke at se.

Her ses åbningen fra forsiden. De små sting er næsten ikke at se.

 

Når jeg skal sy den “rigtige” kjole, skal den nederste kjolesøm helt sikkert også lægges op med håndsyede sting. Det er bare ikke en ret pæn afslutning med en omgang på maskinen! (Men der var langt rundt, så på denne prøvekjole blev det altså løsningen…) ^_^

 

Oplægning

Det sidste billede er taget af min smukke søster, der stod model, mens jeg lagde kjolen op. Hun indvilligede, hvis hun måtte se Giroen imens – og det måtte hun da gerne – hvis hun kunne stå stille (hvilket var svært for en cykel-nørd i kampens hede!).

På billedet er det lidt nemmere at se den ret fine detalje på kjolens forstykke, hvor de forskellige mønsterdele er syet sammen og skaber kjolens udtryk.

 

McCall 6470

Jeg synes den var så fin på hende, at jeg vist må sy en version til hende, som bliver hendes helt egen.

Hav en skøn uge! Det er mandag – og den er lige startet!

 

– Line

Social Syning…

Der er mange måder at gøre syprocesser sjove på – og mange måder at finde inspiration til arbejdet.

Stoflige glæder...    Flere glæder...

En måde er at udbyde eller deltage i forskellige former for syudfordringer eller sewalongs. Jeg har efterhånden fulgt en del af disse forløb på sidelinien, men nu har jeg altså besluttet at hoppe med på vognen hos Marie Koupparis, som har bloggen A Stitching Odyssey.

Foto lån fra A Stitching Odyssey.

Foto lånt fra A Stitching Odyssey.

Maries motivation for udfordringen er simpel: hun har opbygget en stor samling af vintage symønstre – men kun syet nogle ganske få af dem op. Hendes personlige mål er at få syet mindst 5 modeller op i løbet af 2014 – og vi er alle inviteret til at deltage i udfordringen.

Det jeg godt kan lide er, at

1) jeg har hele resten af året til at nå i mål

2) jeg sætter selv det kvantitative mål

(Hvilket for mit vedkommende naturligt begrænser sig til maks 3 kjoler, som det ser ud nu, da jeg ikke har flere mønstre på lager so far!)

3) Jeg er allerede i gang!

 

McCall 6470

McCall 6470

Overdelen til min prøvesyning af McCall 6470 er færdig.

Overdelen til min prøvesyning af McCall 6470 er færdig.

Åbningen i nakken. Jeg har gjort åbningen 1.5 cm længere (og været for sjusket med strygejernet, kan jeg se!)

Jeg har gjort åbningen i nakken 1.5 cm længere (og været for sjusket med strygejernet, kan jeg se!)

Vil I være med? Det ville være sjovt at følge jeres projekter sideløbende…

Klik på knappen ude til højre, og I kommer direkte til Maries side, hvor hun selv beskriver udfordringen nærmere. Hvis I følger hendes blog, vil I også kunne se nogle af de bud, der kommer fra andre hjørner af blogland.

– Line

GA og god weekend!

Giveaways (GA) er et fænomen i blogland, som er et helt studie værd! Der er mange af dem – og giverne har mange forskellige motiver for at dele ud.

Astrid, som er kvinden bag den fantastisk inspirerende blog RocknRollHausfrau, præsenterede for nogen tid siden en giveaway – fordi hun havde fødselsdag! Og gæt engang – gaven landede hos mig!!

Drengene, der hjalp med at tømme postkassen, da vi kom hjem fra børnehaven, var kun let misundelige. Det hjalp dog lidt, at de fik lov til at åbne pakken.

Fin, fin pakke...og små gaveglade fingre

Fin, fin pakke…og små gaveglade fingre

Indholdet fik jeg dog for mig selv. De små hjælpere hoppede ned fra skødet og videre ud i haven, mens jeg kunne sætte mig lige der, hvor jeg har tænkt mig at sætte mig med strikketøjet, når lejligheden byder sig sommeren over, og bladre Astrids gave igennem side for side.

Jeg har fået bogen Feminin Strik, som er skrevet at Lene Holme Samsøe.

Spindelvævstynd cardigan...

Spindelvævstynd cardigan…

Lige for tiden har jeg en sort trøje på pindene. Det er faktisk lidt kedeligt med alt det sorte… Trøjen skal nok blive fin, men det er efterhånden lidt en opgave, der skal overstås. Derfor er det dejligt med en hel bog fuld af fine strikkerier, der kan motivere til at få lidt mere fart på de “sorte” pinde.

Rigtigt fint forstykke og overgang fra ærmer på denne cardigan!

Rigtigt fint forstykke og overgang fra ærmer på denne cardigan!

Det ser jo ligefrem ud til at denne pudder-rosa trøje er som skabt til sommerdage i haven.

Denne trøje skal jeg helt sikkert strikke som overdel til et par nederdele i skabet...

Denne trøje skal jeg helt sikkert strikke som overdel til et par nederdele i skabet…

Der er nok at gå i krig med, så nu bliver det en kamp mellem symaskinen og strikkepindene… Fordelen ved strikkeri er jo heldigvis, at det er noget lettere at tage med ned under æbletræet, når solen skinner, end symaskinen er. Og jeg har ret svært ved at sidde inde, når solen skinner.

Astrid havde i øvrigt været så betænksom at lægge et håndskrevet kort i pakken:

Der er noget særligt over håndskrift. Afsenderen bliver i pennens aftryk på papiret, og der ligger små skjulte tanker og stemninger i stregerne, som man aldrig får med på digitale medier. Mere håndskrift til folket!

Der er noget særligt over håndskrift. Afsenderen bliver i pennens aftryk på papiret, og der ligger små skjulte tanker og stemninger i stregerne, som man aldrig får med på digitale medier. Mere håndskrift til folket!

Tak for pakken, Astrid! – og ikke mindst tak for alle dine skæve ideer, ambitioner og gå-på-mod udi håndarbejde. Det er virkelig til stor inspiration – og jeg skal så meget lære at kniple en dag!

– Line

Noget om brændsel

Rapsild. Foto lånt fra www.naturbeskyttelse.dk

Rapsild. Foto lånt fra www.naturbeskyttelse.dk

Brænder du for noget?

Jeg har været på udkig efter et nyt job. Det var det forkerte brændsel, jeg havde at arbejde med, og der er ikke meget indhold i de røgsignaler, man kan sende i vejret, når der ikke rigtigt er ild i bålet… Det bliver hurtigt en kende trættende for alle indianere på prærien, så jeg har været på jagt. Efter brændsel.

Nu har jeg fået et nyt arnested og en ny stak brænde – og hold da op hvor det føles skønt at skulle i gang med en ny epoke i arbejdslivet. Denne indianer er glad! Gnisten springer fra stålet d.1/6 – og så skal der pustes til ilden!

C.V... Livet forstås som bekendt baglæns!

C.V… Livet forstås som bekendt baglæns!

Men hvad holder egentligt flammen klar? Det har jeg brugt ret meget tid på at spekulere over det sidste års tid.

Måske er det fordi jeg har læst en del jobansøgninger og stillingsopslag igennem den sidste tid, men jeg synes tit jeg læser, at folk skriver at “de brænder for at…” – uden helt at kunne mærke, hvor det brænder. Det ellers glødende udtryk er blevet en floskel, der har mistet sin energi. Og der burde jo være en masse energi i brændsel – men hvad smider man på bålet, for at mærke strålevarmen brede sig?

Det har jeg som sagt givet en del tanker.

For mig brænder flammen klarest, når jeg husker at give plads til

  • at skabe noget. At få noget konkret fra hånden, som jeg kan se og mærke.
  • små tidslommer til mig selv i løbet af dagen eller ugen. Tidspunkter, hvor jeg bare er mig selv og ikke behøver “være på”.
  • at lade tiden glide og bruge nuet, som mine børn bruger det – uden at vente på det næste
  • at følge min intuition snarere end en plan (jeg planlægger!)
  • godt selskab, grin og lange snakke med dem jeg holder af
  • at komme ud i luften og mærke årstiden, solen, regnen, vinden, lydene, stilheden og alle duftene

Når jeg syr eller går i haven forsvinder tiden. I haven bliver jeg træt i kroppen af alle de rigtige årsager. Når jeg graver, klipper, planter, luger, nipper og omrokerer, og når jeg tegner, klipper, syr, klipper, presser og syr igen forsvinder tankerne ind i en her-og-nu-situation – og det er fantastisk.

Kapow!

Kapow!

Derudover er jeg afhængig af at være i dialog med mennesker, af at udveksle ideer, få input og ny viden. I et familieliv, hvor hverdagen fyldes af praktik, dagens dont og dejlige unger – er blogs faktisk blevet et vigtigt element i forhold til flere af punkterne på min liste – og ikke mindst i forhold til min trang til input, inspiration og bekendtskaber.

Når jeg læser om folks forskellige hverdage, livsperspektiver, motivation, glæder og sorger – så ulmer det!

Så får jeg lyst til at engagere mig, prøve nye ting af, handle. Og så bliver jeg faktisk så glad for kernen i alt det, jeg har og er – og det er ret stort, når jeg nu i en periode har følt mig ret udslukt. Så tak for det, blogverden!

Nu ryger det igen – og der går som bekendt ikke røg af en brand uden, at der er ild i den!

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/11911665/?claim=9pdy5a6p85r”>Follow my blog with Bloglovin</a>

McCall 6470

For en måneds tid siden købte jeg mine første tre originale vintagemønstre i Etsy butikken HelaQ. Lige siden har jeg kredset som Gollum om Ringen og ikke helt kunnet bestemme mig for hvilket af de tre, der skulle være mit udvalgte.

Nu er valget landet på McCall 6470.

McCall 6470 - og den fine grønne "muslin" jeg syer den op i først.

McCall 6470 – og den fine grønne “muslin” jeg syer den op i først.

Er det ikke fint og forårsagtigt? Det er lidt af en jomfrurejse for mig:

1. gang jeg pakker et mønster ud, som har næsten 70 år bag sig.

1. gang jeg syr efter engelske anvisninger (og mål i inches!)

1. gang jeg kaster mig ud i at tilpasse et mønster efter mine mål.

1. gang jeg syr kjolen op i en prøveversion inden den “rigtige”.

– som sagt – processen er lige så jomfruelig som den yndige Miss Spring på billedet.

Mønsteret er fra 1946. Da min talje på ingen måde er smallere end mit hoved (!) har jeg købt mønsteret ud fra mit øvre brystmål. Jeg håber dermed, at modellen som udgangspunkt sidder, som den skal over skuldrene, og at jeg kan nøjes med at tilpasse taljemålet.

Jeg syr i første omgang kjolen op i en let bomuldskvalitet, men jeg forestiller mig egentligt at sy den endelige kjole i en lidt tungere metervare, så læggene falder lidt tungere i skørtet.

Mønsteret består af 13 dele, hvoraf nogle af dem har været klippet ud af en tidligere ejer. Det er altså bare en ret speciel fornemmelse at tage de sarte papirark, der er lige så tynde som silkepapir, ud af omslaget og styk for styk folde dem ud.

McCall 6470 - Sikke et syn, der møder en!

McCall 6470 – Sikke et syn, der møder en!

Jeg var spændt på at se, hvilken stand de sarte papirdele var i, men det hele levede meget fint op til den beskrivelse, jeg havde kunnet læse hos HelaQ, da jeg købte mønsteret.

Hvis man har en indre historiker og måske også nostalgiker gemt i sig, er det lidt af en oplevelse at finde de forskellige spor efter tidligere ejeres brug af mønsteret: nogle dele er klippet med siksak-saks – og altså sandsynligvis direkte på stoffet og af en ejer, der ikke ville bøvle med at sikre trevlekanterne yderligere med kantebånd eller andre metoder. Andre dele, som fx foerdelene til halsudskæringen, har tidligere ejere helt sprunget over.

Små noter i hjørnet - hvad mon de betyder?

Små noter i hjørnet – hvad mon de betyder?

I et hjørne af arket med arbejdsbeskrivelserne fandt jeg små håndskrevne noter. Gad vide, hvad de angiver og hvem, der har skrevet dem…

Indtil nu har jeg nået at glatte de krøllede, sarte ark og få dem tegnet over på mønsterpapir.

De krøllede ark glattes og inspiceres...

De krøllede ark glattes og inspiceres…

Jeg har også tegnet en ny talje ind på arkene – men den skal vist gøres om. For hvor på siden af skørtet skal den nye linje flyde sammen med den oprindelige, så justeringen ikke ændrer modellens udtryk for meget? Og hvor mange cm skal man lægge til for at sikre sig, at man kan bevæge sig i tøjet? Det må jeg lige lege lidt mere med. Kender I til nogen retningslinier for det, så skriv gerne en kommentar ved at klikke på “comments” oven for indlægget.

– Line

En hilsen til Gertie

fra bogen Gertie's New Book for Better Sewing

fra bogen Gertie’s New Book for Better Sewing

Jeg skylder at fortælle, at jeg for alvor fik lyst til at starte en blog, da jeg for nogle måneder siden stødte på Gertie’s New Blog for Better Sewing.

Gerties borgerlige navn er Gretchen Hirsch. Hun kalder sig selv hjemmesyerske, men hun har efterhånden syet så meget og taget så mange kurser, at hun i dag underviser i vintagesyning i forskellige sammenhænge, udgiver symønstre under firmaet Butterick, hvor hendes linie hedder “Patterns by Gertie”, sælger sykits i sin etsy-butik, og har udgivet en bog om vintagesyning.

Gertie holder til i Beacon, New York. Hun giver den fuld gas med rockabilly tatoveringer og knælange kjoler med sus i skørterne – og så har hun startet den virkelig populære blog Gertie’s New Blog for Better Sewing. Titlen på bloggen er en reference til den klassiske 50’er-udgivelse Vogue’s New Book for Better Sewing.

Gertie satte sig for, at hun ville sy sig igennem alle 14 modeller i bogen – og på den måde blive fortrolig med de basale vintageteknikker. Hvis nogen har set filmen Julie & Julia, er der visse lighedstræk (og det er vist en film, jeg i mit eget projekts ånd bør gense ved lejlighed). Bloggen blev hendes dagbog over processen og hendes medie for dialog med andre hjemmesyersker med interesse for projektet. Gertie viser selv billeder fra bogen her – og de er værd at se på.

Gertie’s blog synes jeg er inspirerende. Både for det den kommunikerer omkring syning og de emner, Gertie relaterer sin syinteresse til (fx kropskultur, køn og feminisme), men også fordi jeg synes, det er interessant at følge hendes proces i forhold til at gøre en levevej ud af sin hobby.

Hun er en iværksætter med flair for iscenesættelse, markedsføring og iværksætteri – og hun udnytter i høj grad potentialet i de sociale medier.

Gertie's New Book for Better Sewing

Gertie’s New Book for Better Sewing

Jeg har hendes bog liggende på vitrinen i syrummet. Den kommer I nok også til at få et par glimt fra undervejs, men indtil da, synes jeg bestemt I skulle tage et smut omkring Gertie’s blog og se, hvad hun kan med både syning, iværksætteri og blogging.

– Line

På Mission med Professorinden

2Jeg er på en mission. Eller faktisk 3-i-1:

1) Jeg vil gerne sy mit eget tøj, så tøjet passer mig og ikke omvendt.

2) Jeg vil gerne blive dygtig til at sy, så tøjet holder godt, holder stilen – holder så det har været arbejdstiden værd.

3) Jeg vil gerne give mig selv et hjørne i hverdagen, hvor jeg kan skabe noget med mine hænder og lade tankerne forsvinde ned i nålestik, stoflige glæder og kulørte spoler.

For at kompensere for de færdigheder, jeg ikke selv besidder (endnu), har jeg allieret mig med en mentor. Jeg har ladet mig fortælle, at hun har hjulpet mange gennem årene – og hun er gammel i gårde. Det er med stor begejstring, at jeg kan præsentere jer for min mentor – Professorinde Ella Lund.

Jeg har ikke kunnet finde ret meget information om hverken professorinden eller bogen, men den er udgivet i 1953 og alene de fine tegninger og billeder er inspirerende i sig selv – men teksten…jeg elsker teksten! Hør bare denne passage fra indledningen:

“Mange husmødres ønskedrøm er et eller andet selverhverv, hvorved de kan tjene lidt ekstra penge, ikke fordi de ikke har nok af arbejde, men fordi dyrtiden har sat så voldsomt ind, at det et nødvendigt, at begge ægtefæller tjener noget. For den husmoder, der ikke har børn, løser problemet sig som regel let nok, men den husmoder, der har børn, har en del ønskekrav til det ideelle selverhverv; hun ønsker, at arbejdet kan foregå i hjemmet, hun selv vil bestemme hvilken tid af døgnet arbejdet skal foretages, og har hun lyst, energi og tid een uge til at lave meget arbejde, vil hun gerne det, men på den anden side: bliver et at børnene syge, eller det er hovedrengøringstid, syltetid, eller der er større selskabelighed, vil hun intet selverhverv have, og sidst, men ikke mindst, der skal være stor fortjeneste. Hvor findes den chef, der går ind på de vilkår?” (Den Store Sybog, s.9)

Ella Lund - Kjole

Udover muligheden for at supplere indtægten i dyrtiden (og undgå “anledning til bitterhed i ægteskabet”, når kvinden skal “renoncere” for meget over for få “påklædningspenge”), fremhæver Ella Lund også følgende motion for selv at sy:

“Syning kan være morsomt, spændende og tilfredsstillende, hvad enten De syr af nødvendighed, for at tjene penge eller for at spare penge, eller måske kun som en hobby. De vil finde tilfredsstillelse i at bruge Deres intelligens til at udtrykke Deres egen personality og opfindsomhed med. Jo mere De syr, jo mere vil Deres talent udvikle sig, og jo mere vil De more Dem. Syning vil føre Dem ind i en ny verden, hvor De skal beskæftige Dem med stoffer, farver, linier og stil. De vil yde større påskønnelse overfor de ting, De køber færdigsyet eller lader sy, De vil have større respekt for de ting, De ejer og bærer. Et menneske, der har en hobby, er et menneske, der har et interessant liv. Hvorfor ikke lade syning være Deres hobby, når de samtidig opnår at spare penge og more Dem? En hobby, der både beskæftiger tanker og hænder, bevirker samtidig, at det er umuligt at kede sig eller at være misfornøjet.” (Den Store Sybog, s.9)

Eller denne:

“Ønsket om at være smukt klædt ved enhver lejlighed er nedlagt i alle kvinder, men kun få er i stand til at realisere disse ønsker, budgettet forbyder det som regel. Hvad enten De er 16 eller 60, er problemet det samme, klæderne  skal være passende til lejligheden, klædelige til ansigtet, skikkelsen og Deres egne farver. De bliver ofte dømt efter Deres påklædning; har De det tøj på, der lige passer til den givne lejlighed, kan De helt udfolde Deres personlighed, så tænker De ikke på Deres tøj, men er fri.” (Den Store Sybog, s.9).

Og hvem vil ikke gerne være fri og have et interessant liv?

Ella Lund - havekjole

Bogen er et historisk vidnesbyrd, og jeg føler jeg kommer lidt tættere på hverdagen, som den var (i nogle familier og samfundslag) i 50’erne, da min mormor var småbørnsmor og skulle have husholdningen til at hænge sammen med de penge, hun fik af min morfar.

Min idé – som I kan følge her på bloggen – er, at jeg vil lære hjemmesyerskernes håndværk ved at sy mig igennem de forskellige afsnit af bogen. Jeg er selv småbørnsmor med fuldtidsarbejde, så her er mine regler for mig selv:

1) Jeg må vælge og vrage og springe mellem afsnittene på min færd. Der bliver ingen fra-ende-til-anden stringens over projektet.

2) Jeg må gerne flette mere tilgængelige syprojekter ind undervejs, hvis det giver ny energi til idéen (og tøj til drengene, puder til sofaen og gaver til vennerne).

3) Jeg vil bruge de teknikker man brugte i 50’erne – for så vidt jeg kender dem eller kan tilegne mig dem – og kan overskue det. Hvis jeg går i stå pga. en teknik, der kan afhjælpes hurtigere med moderne teknik (fx en overlocker) – så ryger jeg direkte på genvejen for til gengæld at holde motivationen og få tøjet gjort “bæredygtigt”.

4) Jeg vil forsøge at finde metervarer, der passer til de materialer man benyttede i 50’erne. Jeg ved endnu ikke så meget om det, men det er et delmål i sig selv at blive klogere på det.

Ella Lund - PyjamasNu går det løs. Jeg glæder mig.

Kig med over skulderen, hvis du har lyst, og læg meget gerne en kommentar med dine tanker, spørgsmål eller input til alt det, jeg ikke ved ret meget om – men nu kaster mig ud i.

– Line