McCall 6470

For en måneds tid siden købte jeg mine første tre originale vintagemønstre i Etsy butikken HelaQ. Lige siden har jeg kredset som Gollum om Ringen og ikke helt kunnet bestemme mig for hvilket af de tre, der skulle være mit udvalgte.

Nu er valget landet på McCall 6470.

McCall 6470 - og den fine grønne "muslin" jeg syer den op i først.

McCall 6470 – og den fine grønne “muslin” jeg syer den op i først.

Er det ikke fint og forårsagtigt? Det er lidt af en jomfrurejse for mig:

1. gang jeg pakker et mønster ud, som har næsten 70 år bag sig.

1. gang jeg syr efter engelske anvisninger (og mål i inches!)

1. gang jeg kaster mig ud i at tilpasse et mønster efter mine mål.

1. gang jeg syr kjolen op i en prøveversion inden den “rigtige”.

– som sagt – processen er lige så jomfruelig som den yndige Miss Spring på billedet.

Mønsteret er fra 1946. Da min talje på ingen måde er smallere end mit hoved (!) har jeg købt mønsteret ud fra mit øvre brystmål. Jeg håber dermed, at modellen som udgangspunkt sidder, som den skal over skuldrene, og at jeg kan nøjes med at tilpasse taljemålet.

Jeg syr i første omgang kjolen op i en let bomuldskvalitet, men jeg forestiller mig egentligt at sy den endelige kjole i en lidt tungere metervare, så læggene falder lidt tungere i skørtet.

Mønsteret består af 13 dele, hvoraf nogle af dem har været klippet ud af en tidligere ejer. Det er altså bare en ret speciel fornemmelse at tage de sarte papirark, der er lige så tynde som silkepapir, ud af omslaget og styk for styk folde dem ud.

McCall 6470 - Sikke et syn, der møder en!

McCall 6470 – Sikke et syn, der møder en!

Jeg var spændt på at se, hvilken stand de sarte papirdele var i, men det hele levede meget fint op til den beskrivelse, jeg havde kunnet læse hos HelaQ, da jeg købte mønsteret.

Hvis man har en indre historiker og måske også nostalgiker gemt i sig, er det lidt af en oplevelse at finde de forskellige spor efter tidligere ejeres brug af mønsteret: nogle dele er klippet med siksak-saks – og altså sandsynligvis direkte på stoffet og af en ejer, der ikke ville bøvle med at sikre trevlekanterne yderligere med kantebånd eller andre metoder. Andre dele, som fx foerdelene til halsudskæringen, har tidligere ejere helt sprunget over.

Små noter i hjørnet - hvad mon de betyder?

Små noter i hjørnet – hvad mon de betyder?

I et hjørne af arket med arbejdsbeskrivelserne fandt jeg små håndskrevne noter. Gad vide, hvad de angiver og hvem, der har skrevet dem…

Indtil nu har jeg nået at glatte de krøllede, sarte ark og få dem tegnet over på mønsterpapir.

De krøllede ark glattes og inspiceres...

De krøllede ark glattes og inspiceres…

Jeg har også tegnet en ny talje ind på arkene – men den skal vist gøres om. For hvor på siden af skørtet skal den nye linje flyde sammen med den oprindelige, så justeringen ikke ændrer modellens udtryk for meget? Og hvor mange cm skal man lægge til for at sikre sig, at man kan bevæge sig i tøjet? Det må jeg lige lege lidt mere med. Kender I til nogen retningslinier for det, så skriv gerne en kommentar ved at klikke på “comments” oven for indlægget.

– Line

One comment

Leave a Reply