En hilsen til Gertie

fra bogen Gertie's New Book for Better Sewing

fra bogen Gertie’s New Book for Better Sewing

Jeg skylder at fortælle, at jeg for alvor fik lyst til at starte en blog, da jeg for nogle måneder siden stødte på Gertie’s New Blog for Better Sewing.

Gerties borgerlige navn er Gretchen Hirsch. Hun kalder sig selv hjemmesyerske, men hun har efterhånden syet så meget og taget så mange kurser, at hun i dag underviser i vintagesyning i forskellige sammenhænge, udgiver symønstre under firmaet Butterick, hvor hendes linie hedder “Patterns by Gertie”, sælger sykits i sin etsy-butik, og har udgivet en bog om vintagesyning.

Gertie holder til i Beacon, New York. Hun giver den fuld gas med rockabilly tatoveringer og knælange kjoler med sus i skørterne – og så har hun startet den virkelig populære blog Gertie’s New Blog for Better Sewing. Titlen på bloggen er en reference til den klassiske 50’er-udgivelse Vogue’s New Book for Better Sewing.

Gertie satte sig for, at hun ville sy sig igennem alle 14 modeller i bogen – og på den måde blive fortrolig med de basale vintageteknikker. Hvis nogen har set filmen Julie & Julia, er der visse lighedstræk (og det er vist en film, jeg i mit eget projekts ånd bør gense ved lejlighed). Bloggen blev hendes dagbog over processen og hendes medie for dialog med andre hjemmesyersker med interesse for projektet. Gertie viser selv billeder fra bogen her – og de er værd at se på.

Gertie’s blog synes jeg er inspirerende. Både for det den kommunikerer omkring syning og de emner, Gertie relaterer sin syinteresse til (fx kropskultur, køn og feminisme), men også fordi jeg synes, det er interessant at følge hendes proces i forhold til at gøre en levevej ud af sin hobby.

Hun er en iværksætter med flair for iscenesættelse, markedsføring og iværksætteri – og hun udnytter i høj grad potentialet i de sociale medier.

Gertie's New Book for Better Sewing

Gertie’s New Book for Better Sewing

Jeg har hendes bog liggende på vitrinen i syrummet. Den kommer I nok også til at få et par glimt fra undervejs, men indtil da, synes jeg bestemt I skulle tage et smut omkring Gertie’s blog og se, hvad hun kan med både syning, iværksætteri og blogging.

– Line

Leave a Reply