Slå-om-kjole

Det er ved at være længe siden denne kjole blev færdig, men jeg har aldrig fået den vist frem her på bloggen, så her kommer den.

I foråret var jeg på min første How to do Fashion workshop hos Nanna, som har startet den mest inspirerende virksomhed, jeg endnu er stødt på i syverdenen. Det kunne jeg snakke længe om, for udover at sælge smukke og meget velkonstruerede og velbeskrevne symønstre, repræsenterer hun et gennemført vintage-inspireret univers. Og så er hun en formidabel underviser. Det nød jeg for første gang godt af på workshoppen i foråret.

På Nannas workshops kan man fokusere på den del af syprocessen, man er interesseret i. Nogle kommer for at sy en af hendes modeller og få hjælp til at få den tilrettet, så den sidder perfekt. Andre kommer for at få styr på de grundlæggende syteknikker. Og det skønne ved Nanna som underviser er, at hun formår at undervise tilpas udfordrende på alle niveauer. Blandt andet fordi hendes eget overskud, hvad angår færdigheder, er så stort.


Jeg kom i første omgang for at lave en grundmodel til kjoler – uden helt at vide, hvad det faktisk var og kunne føre til. Arbejdet med at tilrette denne grundmodel var virkelig en øjenåbner. Jeg havde slet ikke været klar over, hvad man kan med tøj, hvis det er rigtigt konstrueret og tilrettet, foruden hele den verden, der pludselig åbnede sig som et stort uudforsket slaraffenland, hvis jeg kastede mig ud i selv at konstruere kjoler ud fra min grundmodel. Sikke et potentiale!

På den første workshop nåede jeg både at lave en kjole-grundmodel og lave mønsteret til den slå-omkjole, I ser nedenfor. Der gik temmelig lang tid, fra jeg kom hjem med det færdige mønster, til jeg fik den syet op i andet en gulligt, stift stout, men da jeg først gjorde det, var det en virkelig tilfredsstillende oplevelse at sidde og nørkle med en kjole, jeg selv (med Nannas assistance, det er klart), har lavet fra bunden.

Først lige to billeder af den færdige kjole. Billederne er af frygteligt ringe kvalitet, men jeg håber, I vil bære over med det. (Og med ål i strømperne! Min kære Mormor ville græmmes!)

Som I måske ser, er de også taget efter en dag på arbejde – deraf det lidt krøllede look.

Jeg er tilfreds med mange ting i kjolen. Måden jeg fik den foret på i overdelen, faldet i skørtet, ærmerne, som jeg synes er blevet rigtigt fine, og den neutrale piping, der løber rundt i kanten.

Jeg kan ikke lige greje hvorfor billedet kun vil stå på højkant … et skævt indslag i indlægget!

 

Jeg er også rigtigt glad for, hvordan kjolen kom til at sidde hen over ryggen og skulderbladene, for noget af det, jeg i hvert fald blev opmærksom på på workshoppen er, at der er en grund til at mine overdele ofte sidder mystisk og gaber i nakken: jeg svajer i lænden og mine skulderblade “stritter”! Det er der nu taget højde for i min grundmodel og ialt, hvad jeg kommer til at sy ud fra den – hvis det lykkes mig at undgå at obstruere mønsteret, når jeg selv kaster mig ud i kommende konstruktioner!

Der er enkelte ting, jeg ikke er så glad for ved kjolen. Jeg synes, jeg fik lavet udskæringen for dyb. Det gik lidt hurtigt, da jeg skulle vælge et punkt, hvor overlappet skulle skære, og som den er blevet vil jeg altid skulle have noget under kjolen.

Af en eller anden grund lagde jeg i sidst øjeblik, inden jeg klippede stoffet ud, et par ekstra centimeter til i taljen – hvilket absolut ingen mening giver – og hvilket nu resulterer i, at jeg hele tiden bliver lidt irriteret over, at jeg synes, kjolen sidder for løst i taljen.

En lille bagatel, der selvfølgelig let kan rettes, er knapperne, som er fra min samling af gamle knapper, men som jeg egentligt ikke synes har tilstrækkelig charme til at bruges så synligt. De bliver udskiftet på et tidspunkt.


Det, der dog tager prisen som denne kjoles fadæse, er stoffet. Det var det eneste, jeg havde på lager, som var tilstrækkeligt langt (der går temmeligt mange meter til en slå-om-kjole med vidde i skørtet!), så jeg valgte det selvom det gerne måtte have haft et lidt blødere fald og jeg ikke bryder mig om den måde indfarvet på. Jeg synes, det ser for billigt ud, som de turkise pletter løber ud i den grå baggrund – men det var det, jeg havde.

Den store skuffelse var dog, at der viste sig at være store og små fedt-pletter mange steder på stoffet. Det er købt med dem, men jeg opdagede det desværre først, da jeg lagde stoffet op på klippebordet, og jeg har derfor aldrig reklameret købet. (Af samme grund skriver jeg ikke, hvor det er købt, for forhandleren har jo aldrig haft chancen for at kompensere.) Det lykkedes mig at undgå pletterne på  ydersiden af kjolen på de største partier, men i overdelens foer og et enkelt sted på ærmet, kunne det ikke undgås. Det er bare så ærgerligt!


Jeg har desværre før været uheldig med stof, der var mørnet og solbleget, fra samme forhandler, så jeg kommer ikke til at handle der mere. Heldigvis er der jo et stigende antal forhandlere af metervarer i god kvalitet og med et spændende udvalg, så der kan jeg jo vende mig hen i stedet.

Siden den første workshop, hvor mønsteret til denne kjole blev til, har jeg været på yderligere to hos Nanna. Det har vist efterhånden udviklet sig til en vis form for afhængighed – men jeg vil nu hævde, at det er en sund en af slagsen. Jeg kommer i hvert fald hver gang hjem med en følelse af at være grundglad og af at have gjort noget virkelig godt for mig selv.

God sylyst til jer alle derude!

– Line
 

4 comments

  1. Mette says:

    Tak for en grundig gennemgang, det er altid spændende at få detaljerne med – både det som går godt og der hvor man lærte noget 🙂
    Jeg synes det er en enorm pæn kjole og jo simpelthen så dejligt at have et grundmønster at arbejde videre ud fra. Noget af det som jeg indimellem stadig (!) bliver overrasket over er hvor forskelligt det samme mønster kan føles, i forskelligt stof. Der har jeg stadig lidt at lære 😉
    Jeg tror at en workshop hos Nanna skal på min ønskeliste

    • Line says:

      Kære Mette,
      Tusind tak for din kommentar både til indlægget og kjolen. Jeg er glad for, at du synes om den!
      Jeg synes VIRKELIG også, at det er en hel videnskab, at vælge den rette metervare, for ikke at tale om at arbejde med trådretning og udnytte den rigtigt.
      Men det er jo godt, at der altid er mere at blive klog på!

    • Line says:

      Tusind tak Ingrid! Det er dejligt du er så sød at skrive sådan, for jeg synes altid det er svært ikke at have fokus på de ting jeg ikke er tilfreds med og gerne vil gøre bedre næste gang! Men det kender du nok fra strikkerierne…

      – Line

Leave a Reply